Toilettet (også kaldet wc - akronym for Water Closet - heraf det fordanskede vandkloset) er en del af et affaldssystem, der bruges til at bortskaffe kropsligt affald fra mennesker: Afføring, urin, opkast. Toiletter tillader oftest også at der bortskaffes toiletpapir samtidig. Toilettet er tilsluttet et spildevandssystem f.eks. en offentlig kloak eller en privat septiktank.
Ordet toilet bruges enten om selve møblet, man sidder på/står ved eller om lokalet der indeholder det - som også kaldes badeværelset. Et toilet, der er placeret i sit eget lille hus, kaldes også et das.
Der findes forskellige typer toiletter. De har lidt forskellig udformning, men fælles for dem alle er, at de består af følgende elementer:
* En cisterne, som rummer den mængde vand, der bruges til at skylle toilettet ud med.
* En kumme med et sæde og et toiletbræt.
* En faldstamme, som er et kloakrør, der leder toilettets indhold ud i kloakken.
* En vandlås, som sørger for, at der ikke lugter af kloak på badeværelset.
|